top of page

NYT BINDENDE SVAR FRA SKATTERÅDET: Skatteyder skattemæssigt hjemmehørende i USA trods bevaret bopæl i Danmark

7 Apr 2025

Skatterådet har den 4. februar 2025 afgivet et bindende svar vedrørende skattemæssigt hjemsted ved fraflytning fra Danmark. Praksis på området har i mange år været restriktiv, og det har krævet tungtvejende grunde at opnå skattemyndighedernes accept af, at det skattemæssige hjemsted i Danmark er ophørt. Skatterådets nye bindende svar synes at lempe en smule på denne praksis. 


De faktiske omstændigheder i sagen Det bindende svar angik en dansk statsborger, der i august 2021 flyttede til USA for at tiltræde en tidsbegrænset fuldtidsstilling som lektor i dansk sprog og litteratur ved et universitet i USA. Ansættelsen var begrænset til fem år på grund af visumregler og udløb derfor den 30. juni 2026. Stillingen i USA udgjorde skatteyderens primære indtægtskilde.


Ved siden af lektorstillingen modtog skatteyderen dansk B-indkomst i form af et personligt tilskud fra Uddannelses- og Forskningsministeriet i henhold til § 4 i bekendtgørelse nr. 98/2017 om lektoratsordningen, samt forfatterrelaterede indtægter, herunder bibliotekspenge, arbejdslegater, kompensation og forskud fra forlagsvirksomhed.


Under opholdet i USA bevarede skatteyderen en andelsbolig i Danmark, som løbende var udlejet til skiftende lejere, men som stod til rådighed for skatteyderen og blev anvendt ved ferieophold i Danmark.


I USA lejede skateyderen en lejlighed sammen med sin kæreste, og lejligheden var møbleret med skatteyderens eget indbo.


Skatteyderen var fuldt skattepligtig til USA som følge af bopæl dér.


Spørgsmålene til Skatterådet

Skatterådet skulle hovedsageligt tage stilling til, om skatteyderen havde bevaret den fulde skattepligt til Danmark efter de danske regler ved sin fraflytning til USA, og hvis dette var tilfældet, om skatteyderen ville anses for at have sit skattemæssige hjemsted i Danmark eller USA efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA. Med andre ord, hvilket land havde beskatningsretten til skatteyderens globale indkomst?


Skatterådets vurdering af sagen

Skatterådet fandt, at skatteyderen havde bevaret sin bopæl i Danmark i form af andelsboligen – på trods af udlejning. Dette fordi, at boligen fortsat stod til rådighed for skatteyderen. Derfor havde skatteyderen bevaret sin fulde skattepligt til Danmark efter danske nationale regler, trods flytningen til USA.

Derimod fandt Skatterådet, at skatteyderen måtte anses for skattemæssigt hjemmehørende i USA efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA, fordi skatteyderens økonomiske og personlige interesser fandtes at være stærkere knyttet til USA.


Hvad kan det bindende svar have af betydning for dig?

Det bindende svar fra Skatterådet illustrerer, at det altid er en meget konkret vurdering, hvorvidt en skattepligt til Danmark er ophørt, herunder hvor ens økonomiske og personlige interesse anses for stærkest efter fraflytning.

 

Afgørelsen understreger samtidig, at det skattemæssige hjemsted ikke nødvendigvis følger bopælsbegrebet i dansk intern ret, men derimod fastlægges efter en samlet konkret vurdering af, hvor ens centrum for livsinteresser er placeret.

 

Derfor er det altid vigtigt at søge rådgivning i forbindelse med til- og fraflytning til eller fra Danmark.

 

Du kan læse Skatterådets bindende svar i sin helhed her: bindende svar af 4. februar 2025


Har du brug for rådgivning?

Hos ADVORA har vi mange års erfaring med rådgivning om internationale skatteforhold, herunder til- og fraflytning samt arv og fast ejendom mv. Har du tilknytning til flere lande? Eller står du i en situation, hvor det skattemæssige hjemsted skal fastlægges efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst? Så er du velkommen til at kontakte advokat Niels Gade (ng@advora.law) eller advokat Nele Rickelt (nri@advora.law).

More articles

30 Jan 2025

Nye afgørelser fra Landsskatteretten viser, at Skattestyrelsen stiller for høje dokumentationskrav for handel med kryptovaluta

7 Apr 2025

NYT BINDENDE SVAR FRA SKATTERÅDET: Skatteyder skattemæssigt hjemmehørende i USA trods bevaret bopæl i Danmark

6 Feb 2025

Renter på lån i stablecoins udgør ikke fradragsberettigede renteudgifter, men kan indgå i opgørelsen af gevinst og tab på handel med stablecoins

bottom of page